For børn
På Museum Ordrupgaard har vi mange aktiviteter for børn hele året rundt. Gå på opdagelse i Kunstparken, leg frit i Villapük eller besøg det kreative værksted - kun fantasien sætter grænser!
Kunst under åben himmel
Museum Ordrupgaards park er fyldt med kunstværker, der inviterer til interaktion og leg. Her kan I blandt andet komme højt til vejrs i et stort bambustårn, hoppe igennem en sky af tåge eller bevæge jer rundt i en labyrint af spejle.
Jeppe Hein, Water Pavilion Ordrupgaard, 2024
Det kreative værksted
Museum Ordrupgaard har altid et kreativt tilbud til børn og familier, der kan lide at lave noget med hænderne. Aktiviteterne i værkstedet skifter sammen med vores særudstillinger og sæsonen, så I kan roligt komme igen, selvom I har været på besøg tidligere på året.
Fra tid til anden holder vi en kreativ workshop for børn i værkstedet eller udendørs. Nogle af vores workshops kræver tilmelding. Find dem alle i vores kalender.
Foto: Anders Sune Berg
Villapük - et eventyrligt børnehus
På legende og finurlig vis har kunstnerduoen Randi & Katrine genskabt Museum Ordrupgaards herskabsvilla fra 1918 i miniformat. Her kan børnene boltre sig i en eventyrverden, der spejler virkeligheden, men som er fuld af overraskelser. Villapük er placeret i børnerummet ved siden af museumsbutikken. Før eller efter I besøger børnerummet, kan I med fordel besøge stifterparrets hjem, der har inspireret de to kunstnere.
Film om Villapük af Randi og Katrine