BLIK: Omvisning om kunstparkens historie
BLIK omvisninger sætter nye øjne på Ordrupgaards store faste kunstsamling. Kom med på en særlig omvisning når museets erfarne kunstformidlere viser skjulte skatte frem og sætter nye vinkler på elskede værker.
Hver BLIK omvisning er unik og kurateret til omviserens specialisering og personlige blik.
Dagens Blik: En have til tiden
Lige siden Henny og Wilhelm Hansen flyttede ind i deres nyopførte hjem Ordrupgaard i 1918, har haven udgjort en vigtig del af museumshjemmet. Den blev tegnet af Valdemar Fabricius, der var stadsgartner i København, og særligt Henny var meget engageret i planlægning og pasning af haven sammen med to fastansatte gartnere.
På vores tur rundt i haven omkring Museum Ordrupgaard skal vi tale om de skiftende natursyn, havens forskellige dele afspejler, og på nogle af de forandringer, den har gennemgået; nogle planlagte, andre uforudsete og ukontrollable. Vi skal tale om japansk pileurt og buksbomhalvmøl, om eksoter og hjemmehørende planter. Vi skal finde Carsten Höllers kæmpesvamp og tale om Anna Tsings bog The Mushroom at The End of the World. Vi skal tale om kontrol - eller mangel på samme - over naturen og om blikretninger og perspektiver i en have, der gennem tiden har bevæget sig fra at være pryd- og nyttehave til en udendørs udvidelse af museets udstillingsrum.
Denne BLIK omvisning er ved Kunsthistoriker Christel Pedersen.
Praktisk information
Billet til den åbne omvisning kan afhentes i skranken på dagen. Alle åbne omvisninger er gratis når entreen er betalt, men der er et loft for antal deltagere ved de offentlige omvisninger og man skal have billet for at deltage.
Vi mødes i museets foyer. Kom gerne 10 minutter før.
Bemærk: De åbne omvisninger er et tilbud for mindre grupper eller enkeltpersoner. Hvis I er en større gruppe som ønsker en omvisning skal I henvende jer til museets booking om en privat omvisning. Læs mere her.