Arkitekturen

Fast udstilling
Træd ind i 100-års arkitektur af fire stjernearkitekter.
Ordrupgaard 32

Museum Ordrupgaard består af fire ikoniske bygninger, tegnet af hver sin stjernearkitekt. Tidsmæssigt spænder bygningerne over godt 100 år og har været hjem for både kunstsamlerne Henny og Wilhelm Hansen, arkitekten Finn Juhl og hundredvis af særudstillinger.

Historien om arkitekturen på Museum Ordrupgaard er historien om drømmere, nytænkere og kontraster. Midt i de grønne omgivelser finder du bygninger, der er lyse og mørke. Bygninger som er over jorden og under jorden. Bygninger som både er hjem for kunst og kunstværker i sig selv. 

Tilsammen udgør de en unik arkitektonisk helhedsoplevelse på tværs af stilarter, som går i dialog med kunsten og omgivelserne. 

Gotfred Tvedes herskabsvilla Ordrupgaard, 1916-18

Museum Ordrupgaards hovedbygning er tegnet af Gotfred Tvede (1863-1947) og var oprindeligt tænkt som et sommerhus for museets stiftere Henny og Wilhelm Hansen. Ægteparret faldt dog pladask for både den nyklassicistiske bygning inspireret af Arts-and-Crafts-bevægelsen og de bjergtagende, grønne omgivelser. 

Derfor valgte de senere i byggeprocessen at flytte både deres hjem og voksende kunstsamling permanent til herskabshjemmet mellem Jægersborg Dyrehave og Ellemosen. Her omgav de sig med møbler af bl.a. Thorvald Bindesbøll (1846-1908), Johan Rhode (1856-1935) og en prægtig park anlagt af stadsgartner Valdemar Fabricius. Her skabte de sig et liv forud for deres tid dedikeret til skønhed, kunst og kultur, selvforsynende med frisk frugt og grønt fra de store væksthuse på grunden. Sammen passede de samlingen af kunst og kunsthåndværk, mens Henny også fik samlingen af sjælden flora i parken til at spire. 

I dag huser herskabshjemmet den danske samling, hvor du også kan opleve stuerne som de så ud på stifterparrets tid.

Herskabshjemmet af Gotfred Tvede

Herskabshjemmet af Gotfred Tvede

Finn Juhls Hus, 1941-42

Møbelarkitekten Finn Juhl (1912–1989) tegnede og indrettede sit hus i en alder af blot 30 år. Huset, der stod færdigt i 1942, er det bedstbevarede funktionalistiske enfamilieshus i Danmark. I dag er Finn Juhls hus en integreret del af Museum Ordrupgaard og giver museets gæster en unik mulighed for at opleve dansk designhistorie og en enestående modernistisk kunstsamling i hjemlige rammer.

Finn Juhls Hus

Finn Juhls Hus 1941-42

Zaha Hadids bygning, 2005

På Museum Ordrupgaard finder du det eneste værk i Nordeuropa af den banebrydende, kompromisløse britisk-irakiske arkitekt Zaha Hadid (1950-2016). Bygningen er støbt i lavabeton og udfordrer med sit organiske formsprog vores opfattelse af, hvad en bygning er og kan. 

Overalt i bygningen finder du uventede hældninger, brudte linjer og materialer, som Hadid har udfordret til det yderste. Som en tredimensionel skulptur hviler bygningen i Kunstparkens bløde kurver som et fremmed, men indbydende element. Zaha Hadids bygning er hjem for vores internationale særudstillinger, butik og café.

Zaha Hadids bygning på Ordrupgaard

Zaha Hadids bygning 2005

Snøhettas bygning, 2021

Tagkonstruktionen af Snøhettas bygning glimter og bryder lyset som et impressionistisk maleri, når du nærmer dig Museum Ordrupgaard. Under jorden finder du skattekammeret, der huser Wilhelm og Henny Hansens verdensberømte franske samling, tegnet af det prisvindende norske arkitektfirma Snøhetta. Bygningen er nænsomt tilpasset omgivelserne og gemmer på 1750 m² udstillingsrum med en varm, indbydende atmosfære i egetræ, der trækker sanserne i retning af et håndskåret smykkeskrin, hvor samlingens internationale juveler får lov til at funkle.

Ordrupgaard 32

Snøhettas Bygning 2021